Vejsyn

Torsdag den 8. oktober blev der sammen med Københavns kommune lavet vejsyn på grundejerforeningens veje i forbindelse med udskiftningen af lygtepæle. Kommunen havde allerede en tegning med placeringen af de nye lygtepæle (alle de gamle bliver fjernet), hvorfor formålet med vejsynet var at bekræfte, at placeringen af de nye lygtepæle var hensigtsmæssig. Går man rundt på vores veje kan man se placeringen ved de gule markeringer, der er lavet på vejen. A5 er lygtepælstypen (5 meter høj) og tallet nedenunder er afstanden i cm fra kantstenen til bagsiden af lygtepælen. Alle i Københavns kommune har modtaget en folder med beskrivelse af de nye lygtepæle. På Delosvej er alle nye lygtepæle på nær én placeret på samme sted som de gamle. På Trojavej, Syriensvej og Persiensvej er næsten alle lygtepælene placeret anderledes end i dag. Kommunen kunne også oplyse, at de er nød til at grave fortovet på hele Persiensvej op. I den forbindelse vil knækkede fliser blive udskiftet for prisen på en ny flise (godt 100 kr. pr. stk). Interesserede grundejere kan lave en aftale med entreprenøren om at få udskiftet slidte/gamle fliser for den samme pris. Arbejdet starter formentlig allerede i uge 43, da entreprenøren er ivrig efter at komme i gang. I forbindelse med vejsynet blev det konstateret at enkelte grundejere havde placeret deres hæk uden for skel – disse vil blive kontaktet af grundejerforeningen snarest.